The Beginning of Skals

I had slowly opened the door into the room that would be mine for the next eleven month. Bang! It said as a large suitcase knocked me down. I could hear laughter and someone yelling I’m sorry as I tried to get up on my feet again. That was my first introduction to one of my roommates; the others gave a less painful first impression.
UnavngivetWhether you are greeted with a falling suitcase or a simple handshake, you will always be met with an open mind. I remember all the questions filling my head the first day. Would I meet anyone I liked? Would they like me? How come no one seems as nervous as I am? The thought that did not cross my mind that day, was that everyone was thinking the exact same thing. Surprisingly, this nervous feeling disappeared within the week; I would almost dare to say that it disappeared with in the first two days. That’s what SKALs does to you; it makes the days feel longer, but shorter at the same time. It allows you to get close to so many amazing people. Some you may just have met, but it feels like you have known them for a lifetime. The school helps you to do so. The first week they had organized a series of activities to get us all close, locking us inside a big circle and forcing us to be social. The school is the foundation of all our friendships. It has a way to make you talk to new people every day, a way of breaking down your walls.
3
The school also has a way of challenging you, whether the challenge is socially, academically, or personally, you will feel that every week you have learned something new. The school pulls you out of bed every day for you to experience something new. It also broadens your perspective; bringing you to other parts of the world, allowing you to reflect upon yourself and the world around you, and allowing you to change. Whether the change is for the better or for worse, whether it makes you mature or not, I can’t say, but one thing is certain; time at SKALs changes you.
2Having your friends around you 24/7 creates a cozy feeling. It lets you know that there is always someone if you need a hug, but most importantly there is never a time spent where you aren’t having fun. There is always something going on, and the sound of laughter coming from another floor, the room beside you, or the room you’re in becomes a familiar sound. Everything that seemed so strange, hard and unusual the first week, has now become normal and part of the daily routine.
Furthermore having people surrounding you constantly may seem exhausting to some, the constant talk, drama, homework, and tightly packed schedule may drive you to a point where you just need to get away. However, as you go home on the weekends you will miss the feeling of never being alone. Even though you are exhausted and appreciate the fact that at home you finally get the chance to sleep, as you lie in your bed you miss people marching through your door and jumping into your bed. Or maybe you simply miss the sound of chatter outside your door. You may not miss the fact that you have to clean every day, but even that has become a part of your daily routine and doesn’t seem as hard anymore. You learn to live with and accept the rules that the school has, even though they may have seemed irrelevant and unnecessary in the beginning. You get so used to the peculiar life at SKALs, that when you leave you suddenly feel like something is missing. After the first week at SKALs, my floor (3N) had already a night-hugging-routine, which is only one example of the many small things you miss as you go home during the weekend, or spend a week away during vacations. The people you attend SKALs with will become more than just peers; they will be your second family. 4Then there was another freighting thought that may have filled many’s minds before attending, especially girls’. Am I going to gain weight during my stay at SKALs? My answer to you would be no. I do not object that we do eat more here. The loved-by-all SPAR store in the center of town is usually visited once or twice a week by everyone, and the pizzeria and baker are not forgotten neither. Furthermore, the school has presented us with their well-known stomach-program, which is now loved and hated by all students. Additionally, every girl and boy has to attend tumbling (guys) and rhythmic (girls), and most of the students have an elective where their muscles are being used. Plus, if that isn’t enough, the training center and sun-route is always open for an extra work-out or run. Therefore, since the school offers many possibilities to stay in shape the concern of gaining weight should be less worrisome. The motivation towards having an active lifestyle is so much greater as you step onto SKALs’ grounds, whereas at home the will to get out of the safety of my blankets and pillows and go for a run was almost nonexistent.

5As I sit here waiting for the rest of the school to come back and for another week to begin, I can’t help but to miss everyone. Miss my roommates and our late night talks. Miss my classmates and their fun outbreaks and taunts during lessons. Miss my floor and our goodnight hugs. Miss the noise and familiar chatter that has now become such an important part of my daily life.

Den første tid på SKALs

Det er nu to måneder siden, mit liv ændrede sig. Det er to måneder siden livet ændrede sig, for så mange unge, at det er ufatteligt at tænke sig. Og selvom stien har slingret for nogen, og udskiftninger er blevet lavet, så holder langt de fleste godt fast, og bliver på stien. Der gik ikke længe fra jeg havde fået bakset sengetøjet på min nyligt tilranede seng helt oppe under loftet (i tredje køje), før jeg havde fået et helt nyt hjem.

Dagene rullede forbi, og pludseligt var jeg så nær dem omkring mig, at det ville have skræmt mig for vid og sans, blot før sommerferien. Men ikke desto mindre stod vi alle oppe på vores etage, fuldstændigt komfortable med hvad end der måtte ske, og følte et bånd vokse imellem os. Hvad end SKALs efterskole gjorde for at tråde os sammen til én familie, så virkede det – hurtigt.

1

Og nu, efter to måneder, er vi blevet ramt af den engang så befriende følelse, der nu mere ligger som en mur imellem os og fællesskabet: efterårsferien.

Jeg, såvel som så mange andre efterskoleelever, har uden tvivl haft det fantastisk i de to måneder. Nogle har måske haft brug for en kort timeout hos familien, hvor de har holdt pause fra de lektiestakke, aktiviteter og den evige følelse af ikke at være alene – Men bestemt ikke alle. Selv er jeg Cambridge-elev, hvilket betyder at lektier ikke ligefrem er fremmed for mig. Det betyder dog ikke, at jeg ikke bryder mig om det – Man har noget at lave, selv når man ikke har noget at lave.

For der var jo lige den dér danskaflevering til om et par dage, og havde man egentligt ikke et par kapitlers fysik for?

Og så må man prioritere at få læst de kapitler, før man lader begrebet fritid faktisk få mening. En stor del af efterskolelivet handler meget simpelt, om prioriteringen. Man skal prioritere skolen over vennerne på denne boglige efterskole, men man skal også sørge for at prioritere værelseskammeraterne og have alenetid med dem.

2

Men selvfølgelig skal man også huske etagen, men ikke prioritere den særligt meget højere end de andre etager, så længe man husker at familien kommer først. Det kan snurre mærkeligt i hovedet, når man skal til at finde ud af at prioritere rigtigt når man er stillet overfor forskellige muligheder, for det er gudsjammerligt svært.

Og nu, her i ferien er spørgsmålet om man skal prioritere efterskolevennerne over de andre venner? Eller skal man prioritere sig selv og den alenetid, der aldrig rigtigt virker som en mulighed på efterskolen? Eller er det familien der skal stå øverst på listen? For mange, i hvert fald for mig, endte efterskoleeleverne simpelthen højest på listen, for savnet dertil er overraskende nok, en del større end den måske ville være andre steder. Faktisk er dette den eneste dag i ferien, hvor jeg ikke springer afsted for ikke at blive ramt af den alenetid, der er en del mere uinteressant end dengang, man nærmest brugte al sin tid på det. Kun to måneder, og efterskolen har allerede ændret mig en del.

Det er der ingen vej udenom. Det enkelte år man er væk fra familien, og lander blandt nye mennesker der snart trænger sig på som nye venner, ændrer uden tvivl den enkelte person en hel del. Og nu, hvor jeg sidder godt begravet i tykke dyner og betrækket fra bløde sofaer, kan jeg ikke andet end kigge tilbage og fange hvert et øjeblik, der har ændret mig mere end godt er. Men alligevel er det godt – For man udvikler sig hvert sekund. Om man bliver mere moden, er jeg dog ikke sikker på.

Vi startede jo året med en introuge, for at ryste os sammen så godt som muligt, før vi blev kastet ind i lektiehelvedet. Med konkurrencer der bragte usete gener frem i os, og en pludselig nat ude i kulde og regn, kun indhyllet i strategisk placerede pæle, en presenning og snore til at holde det hele fast.

3

Det holdt os fanget ude i små klumper for kropsvarmens skyld, hvilket bestemt var både en ubehagelig og fantastisk oplevelse. Fantastisk, for sammenholdet og mødet med konstant nye mennesker står tydeligt i tankerne.

Men alligevel rumsterer den evige kuldes klamme fingre, og regnens konstante dryppen og måden vandet sneg sig ind i soveposer og igennem tøjet. Ikke alt var helt godt!

Vi blev trukket ud af sengene hver dag, blot for at blive mødt med nye grænseoverskridende lege, kropsnære danse, udklædning af alverdens form og en hel masse fællesskab. En volleyball turnering blev opsat, blot for at lade os udforske vores etager mere end allerede gjort. Min etage, 2Ø, havde allerede fundet sig så komfortabel med situationen, at vi ikke ligefrem holdt igen med udklædninger af alverdens stile – Det samme havde de andre etager dog heller ikke!

Desværre! Det betød blot at vi ikke vandt udelukkende på bedste udklædning, hvilket havde været vores eneste chance, da vores atletiske færdigheder var særdeles begrænsede, med tanke på andre etagers bedre præstationer.4

Dernæst blev vi dog straks kastet ind i hverdagen, der har givet SKALs efterskole grunden til at kalde sig en boglig boglig efterskole. Timer der bliver undervist i varierende sprog, lektier der bliver lagt i pæne stakker for vores ansigter, skemaer der bliver fulgt grundigt og præcist – Og rengøring hver dag på fastlagte tidspunkter. Det lyder hårdt og forfærdeligt, men rutinen lægger sig hårdt og tungt i kroppen, og bevægelserne bliver vante.

Når først de vante bevægelser er blevet til rutiner, bemærker man knapt at rengøringen er over én, før den hurtige, daglige rengøringsprocess er ovre, og frokosten endelig er serveret. Og her ville de småanorektiske piger med angst for alt fedt, straks spørge ind til om rygterne er sande – tager man på, hvis man tager på efterskole?

5

Jeg vil ikke komme og påstå, at størstedelen af efterskolen ikke tager en tur til den nærliggende købmand mindst en gang om ugen, eller at pizzeriaet ikke bliver brugt flittigt af en del. Jeg vil dog påstå, at med den aktivitet SKALs påtvinger os igennem diverse tilbudsfag man kan vælge imellem (igennem de obligatoriske Periodefag og Temafag, hvoraf nogen er ekstremt aktive fag) og den knapt så valgfrie Spring- og/eller rytmeundervisning, er det ikke et problem.

Som dreng ville man have obligatorisk Spring, hvor man som pige kan vælge imellem enten at have obligatorisk Rytme(dans) eller obligatorisk Spring – Eller begge dele, hvis man føler for det.

Begge dele kommer med en velkendt maveprograms-sang, der er frygtet, hadet og elsket blandt de enkelte efterskoleelever, der sætter sin fod på SKALs.

Derudover er opvarmningen også af varierende grader svedpiblen, alt efter hvor meget lærerne føler for at nyde vores smerte dén dag. Og hvis de småanorektiske endnu ikke føler sig tilfredsstillede efter dén omgang motion, må de tage en tur i det aldrig helt tomme fitnesscenter eller en af de baner vi har til rådighed.

6

Der er i hvert fald, uden tvivl, en del lettere til motion og motivation dertil, når man først er trådt ind på efterskolen, end når man sidder dybt begravet i sofaen hjemme, som jeg i skrivende stund har fanget mig selv i at gøre.

Og nu sidder jeg her og savner noget så kraftigt den efterskole, der bliver beskrevet igennem mine fingerspidser. Jeg savner den Berlintur vi netop har været på, hvor vi blev sluppet løs i Berlins gader – byen blev ikke brændt ned, det er et løfte.

Jeg savner den anden familie jeg har fået igennem min etage. Jeg savner de mange venner jeg har fundet på SKALs. Jeg savner klassens spøjse små løjerligheder, og jeg savner mine værelseskammeraters pigeaftener.

Jeg savner endda SKALs efterskolemad. Vegetarversionen kan i hvert fald anbefales:)7

Helene B. Brandt